Claude Debussy hørte til kredsen omkring den franske symbolismes digtere Verlaine og Mallarmé og de impressionistiske malere Monet, Pissarro og Renoir. Disse var samtidens avantgardister og fremlagde et helt nyt kunstsyn, der talte om kunst som forbindelser mellem sansefornemmelser, følelser og stemninger. Kunsten var det umiddelbare resultat af øjeblikkets oplevelser, altså det der siden er blevet kendt som impressionismen. Tilsvarende skabte Debussy indenfor musikken en helt ny stil, karakteriseret af harmonisk frihed og farverig orkesterklang.

"Prélude a l'après-midi d'un faune", eller "Forspil til en fauns eftermiddag", er fra 1894 og er inspireret af et digt af Stéphane Mallarmé fra 1876, og blev et gennembrud for Debussy. Musikken gengiver ikke et dramatisk forløb men skaber en helhedsstemning fra Mallarmés digt, og det er bevidst holdt i en klangligt malende og svævende stil uden spændinger. Den russiske balletdanser Vaslav Nijinsky skabte i 1912 en ballet over musikken, der ved premieren blev en voldsom skandale gennem ballettens utilslørede erotiske karakter.

Martin Åkerwall har gentagne gange dirigeret Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester. Han debuterede som dirigent i 1990 med Aarhus Symfoniorkester og året efter med Tivolis Symfoniorkester, begge gange til anmeldernes udelte begejstring. I 1990 vandt han Den Nordiske Dirigentkonkurrence i Danmark og modtog Jakob Gade Prisen og året efter modtag han Noilly Prat Musikprisen. Han har arbejdet som repetitør og har dirigeret koncerter, opera og ballet i Tyskland, Schweiz og Sverige, bl.a. som kapelmester i Halberstadt i Tyskland og ved Bern Stadttheater. I Danmark har han dirigeret en lang række koncerter med symfoniorkestrene i Sønderjylland, Århus, Aalborg og Odense, Den Danske Simfonietta, Esbjerg Kammerensemble og Sjællands Symfoniorkester. Som komponist har Martil Åkerwall bl.a. skrevet en klaverkoncert, en cellokoncert, kammermusik og forskellige klaverværker og sange. Med Martin Åkerwall som dirigent uropførte Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester i 1997 hans orkesterouverture Ergesia.

Martin Åkerwalls koncert for klaver og harmoniorkester "Arlequin", komponeret i 1998, tager som navnet angiver sit afsæt i harlekinfiguren. Traditionen omkring denne figur er om noget knyttet til karnevallet, hedenske riter og kontakt med underjordiske kræfter og væsener. Vi bemærker altså, at vor Harlekin i stramt trikot med regelmæssige rombeformede lapper, der gang på gang gør kur til Columbine på Tivolis Pantomimeteater, blot er, hvad der er tilbage af tidligere tiders helt anderledes og på mange områder langt rigere Harlekinfigur. De nøgleord, der i middelalderen, her møder vi Harlekin/Hellequin første gang, knyttede sig til figuren og karnevalet er begreber som liv og død, høj og lav, lidenskab, seksualitet, djævelskab, frugtbarhed, ekstase og som overordnet samlingspunkt kaos. På en så lille detalje som Harlekinkostumet i commedia dell'arte lader hele denne anderledes betydning sig registrere. Lapperne var strøet tilfældigt ud i alle former (kaos), hans halvmaske var brun med troldeagtigt strittende hårvækst (diabolsk), og i pandens højre side sås en lille knop, som er blevet tolket som en vorte eller sågar et lille djævelsk horn. Han bar et fallisk sværd (seksualitet) og var i det hele taget ikke til at regne med. Hans figur var desuden tidligere narrens. I karnevalets navn blev der vendt op og ned på de gængse strukturer i samfundet, hvor folket i kirkens navn var underordnet et strengt krav om orden og samfundsmæssig hierarki. Med karnevalets rituelle fest blev der skabt uorden i geledderne, "den omvendte verden" er denne tid blevet benævnt, og for datiden blev karnevalet en symbolsk rejse i underverdnen som fandt sted i forbindelse med nytåret og den forestående faste. Alt kunne ske - alt var tilladt.

Kompositionen er inspireret af hele den verden, der knytter sig til det oprindelige karneval med den diabolske Harlekin i spidsen som leder af det kraftfulde optog. I karnevalets "rekvisitter" indgik køkkenredskaber, skralder, bjælder..., man kan forestille sig hvilken ramasjang, der har lydt gennem gaderne, når optoget rasede. Dem tager Martin Åkerwall ind i sin komposition som symbolske instrumenter. Arlequin påkaldes i begyndelsen af klaverkoncerten gennem den sarte gentagelse af tonen A...Arlequins begyndelsesbogstav, en svag klingen af klokker eller bjælder lader forstå: Han er her. Det varer ikke længe, før vi befinder os nede i underverdnens univers. "La geuele d'enfer" med sin infernalske rumlen fører os videre på rejsen ud i det sensuelt drillende karnevalsoptog "Charivari". Og som den forvandlingens mester Arlequin er, ifører han sig nu sine andre karnevalsattributter, næbnæse, hanekam og hanesporer. Har har iført sig bjælder på sine store vingeører. Han vil danse, gestikulerer konvulvisk fugleagtigt, baskende og skrabende og råber øredøvende "Cururuco". Ved nattetide i månens skær møder vi de uhyggelige, kvindelige, dæmoniske oldinge "Masca". De æder børn, er destruktive men samtidig livsskabende - livet og døden i ét billede. Med "Dance Moresca" ser vi Arlequins nuancer. Nu viser han sig som den skabende og erotisk frugtbare, idet han gennem sin dans vækker den lille pige Lucia til live, mens han galer:

    O Lucia, ah Lucia
    Lucia min Lucia
    Kom med din flab, klæb den fast her!
    Se mit hjerte svulmer og bruser,
    løft din fod, for jeg springer Canazza!
    Kykkeliky, spring nu op!

Vi ender i en helvedesjagt af et "Inferno". Kaos har overtaget. Den infernalske rumlen, vi husker fra "La geuele d'enfer", rejser sig på ny. Vores underjordiske rejse er ved sin afslutning. Arlequin forlader med et djævelsk smil, som den sidste scenen, ad samme vej han kom ind; gennem sit navns gebyndelsesbogstav A.

Koncerten blev uropført af Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester den 24. marts 1999 med komponisten som solist og var på programmet på orkesterets turnú til Frankrig i påsken 1999.

Per Salo er født i København 1962 og begyndte at spille klaver og orgel allerede som 9-årig. Han tog diplomeksamen som organist fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium 1985 og studerede klaver hos Esther Wagning og John Damgaard. Fra 1987 til 1989 studerede han hos Seymour Lipkin ved det meget prestigefyldte Julliard School of Music i New York og tog Masters Degree i Piano Performance herfra i 1989. Efter udlandsstudierne konkurrerede han sig ind i Radiosymfoniorkestret, hvor han spiller klaver, orgel og cembalo.

Siden 1996 har Per Salo dannet fast duo med violinisten Christina Åstrand. Han har givet koncerter både som solist og med Christina Åstrand i Skandinavien, Italien, Spanien, Grækenland, Polen samt USA. Han har modtaget talrige priser og legater, bl.a. Gladsaxe Musikpris og Musikanmelderringens Kunstnerpris, begge i 1990.

Per Salo har på plademærket Kontrapunkt indspillet musik af Charles Ives, Niels Viggo Bentzon og Per Nørgaard. I 1997 udkom på Chandos Per Salos indspilning af Per Nørgaards klaverkoncert "Concerto in Due Tempi", komponeret og tilegnet Per Salo. Koncerten er siden opført af Per Salo bl.a. hos BBC i Glasgow, ved ISCM-Festivalen '97 i Seoul, Korea og ved Avanti-Festivalen '99 i Helsingfors.

"Syrinx" for solofløjte henter sin inspiration fra den græske mytologi. En nymfe bliver forfulgt af skovguden Pan og forvandler sig selv til et siv hvorfra vinden frembringer klagende toner. Pan skærer sig en hyrdefløjte af sivene, som han kalder for Syrinx, en fløjte som vi i dag kender bedre som en Panfløjte.

Ulla Bergstedt spillede første gang med Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester i 1994. Siden har hun afsluttet første del af orkesterlinjen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med fløjte som hovedinstrument. Her har hun studeret hos solofløjtenist Toke Lund Christiansen og har nu orlov for at studere privat hos Andrew Cunningham, der er professor ved Musikhøjskolen i Oslo. Fra april 2000 fortsætter Ulla Bergstedt sin videreuddannelse som fløjtenist under et semesters udvekslingsophold på Hochschule für Musik i Karlsruhe.

Maurice Ravel blev den anden af impressionismens store komponister, men var i modsætning til Debussy mere streng og klassisk i sine værker. Balletten "Daphnis et Chloé" var bestilt af den russiske balletimpressario Serge Diaghilev og uropførtes 1912 i Paris. Balletten foregår i den klassiske græske oldtid blandt hyrder og hyrdinder, på en ø med en offerlund viet til Pan og hans nymfer. Da Chloé bortføres af pirater fra sin elskede Daphnis, kommer Pan de to elskende til hjælp, så de kan genforenes. Ravel kaldte selv sit værk for en koreografisk symfoni i tre dele - en stor musikalsk freske, og musikken anses som værende et højdepunkt i Ravels produktion. Han arrangerede siden balletmusikken i to orkestersuiter, hvoraf dette er den anden med satserne Lever du jour (solopgang), Pantomime og Danse générale, der oprindelig er piraternes bakkanal.